Indtoget i Jerusalem
Det påtrængende
spørgsmål
Hvad sker der når jeg dør præst? Stemmen dirrede. Det var et
meget påtrængende spørgsmål for ham. Og det var tydeligt at mærke, hvad han
gerne ville høre. Tavsheden i rummet var larmende, så han fortsatte: Kommer jeg
i en slags himmel? Og det bliver da forhåbentlig ikke i den her krop?
Jeg blev for mange år siden kaldt ud til en samtale. Her
mødte jeg en meget fortvivlet og afkræftet mand. Han led og havde smerter. Og
så var han frygteligt bange. Bange for at skulle dø og hvad, der ventede ham.
Han havde været skolelærer og havde gennem årene fortalt mange historier fra
det Gamle Testamente for sine elever. Han var derfor meget velbevandret i
bibelhistorierne. Og han kendte også nogle hårde og gruvækkende historier med,
hvad Vorherre er i stand til. Det gjorde ham bange, for hvordan ville Gud mon behandle
ham.
Hævnguden
Manden var ikke dum. Han vidste godt, at han ikke havde
levet noget perfekt liv. Der var skam meget, han burde have gjort anderledes.
Nu ville han gerne have klar besked. Hvad sker der når jeg dør præst?
Egentlig tænkte denne mand Gud som meget menneskeligt. Gud
er en, der vil hævne det, vi har gjort forkert. Hvis vi ikke har givet ham nok
tid og opmærksomhed i livet, ja så følger straffen, når vi dør. Gud er en, der
bringer retfærdighed, så vi får som fortjent. Det er typiske menneskelige træk.
Det er samme tanke, der er formuleret i salmernes bog i den
salme, vi lige har hørt i dag. ”Hvem kan drage op til Herrens bjerg? Hvem kan
stå på hans hellige sted? Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte, den
som ikke farer med løgn og sværger falsk. Han henter velsignelse hos Herren og
retfærdighed hos sin frelsesgud!”
Vi får belønning hvis vi har fortjent det. Men hvad så med
os, der engang imellem har stukket en løgn? Hvad med os, der kan huske tilbage
på mennesker, vi har svigtet? Og os, hvor det er så som så med det rene hjerte
og de skyldfrie hænder? Når vi hører, hvem der har adgang til det hellige bjerg,
kan vi godt blive lidt bekymrede. Særligt når døden nærmer sig. Er Guds hellige
bjerg kun et sted for de særligt hellige og udvalgte? Og får vi som fortjent
når vi engang dør?
Kappen
Det er et andet billede af Gud, vi møder ved indtoget i
Jerusalem. Her er det den ydmyge og sagtmodige konge. Jesus tager rollen på sig
og gjorde nøjagtig, som profeterne havde spået. Det, at han vælger at ride på
et æsel, signalerer, at det er fredens konge, der kommer. Det er ikke magtens
og hævnenes Gud, vi møder her.
Der er en detalje i denne historie, som jeg har læst henover
i mange år. Jeg har nok været for fokuseret på palmegrenene og Hosiannaråbene.
Men det fortælles, at disciplene tog deres kapper af og lagde dem på æslet. Folkeskaren
tog også deres kapper af og lagde dem på vejen. Hvad er der så særligt ved de
kapper da? Jo, det er ikke kun en hyldest. Det repræsenterer meget mere end
det. Det er en stærk manifestation, som skal fortælle noget.
Elias og Elisa
Kappen hænger nemlig sammen med magten. Vi kender det fra
historien om profeterne Elias og Elisa fra det Gamle Testamente. Elisa er
bekymret for, at han kan blive en god profet. Han tror ikke, han kan efterfølge
sin dygtige forgænger Elias. Men han får kraft gennem kappen. Da Elisa samler
Elias kappe op, så har han fået overdraget magten. Derefter tør han tage
opgaven på sig. Da Elias lagde sin kappe ned afgav han magten til den Elisa.
Det, som folkeskarerne gjorde palmesøndag, var, at de afgav
magten. De rullede ikke kun den røde løber ud, da de lagde deres kapper, nej de
underlagde sig Jesu magt. De tog deres eget af og viste, at de ikke kunne klare
sig selv. Så er det, at de var klar til, at Jesus kunne klæde dem på.
Iklæde sig Kristus
Adventstiden er sådan en tid hvor man kan billedligt set
klæde sig af og på. Jeg ved godt at for mange af os, er det blevet en
nedtællingstid til den store dag. Med flammen som langsomt bider en stump af
kalenderlyset hver dag. Men egentlig er adventstiden en tid, hvor vi kan blive
omklædt. Der er alvor og bid i de fortællinger, som hører adventstiden til. Det
handler om endetiden. Om den dom vi alle skal møde engang. Om Jesu andet komme.
Det er langt fra julens hygge.
Det gode budskab i adventstiden er, at vi ikke behøver være
bange for det, der kommer. Vi kan trygt gå vores død i møde, for vores frelser
kommer til os. Vi får lov at tage Jesu klæder på. Vi må iklæde os ham.
Gudstjenesten som
walk in closet
Gudstjenesterne her i adventstiden kan ses som en slags Walk
in closet vi kan gå ind i. Her kan vi tage noget på, der ikke er vores eget.
Jesus tilbyder os et nyt sæt tøj. Martin Luther talte om det salige bytte.
Altså vi bytter tøj med Kristus. At Kristus påtager sig alt vores, for at vi
kan påtage os hans. Og tøjet er selvfølgelig et billede på alle vores fejl og
mangler, vi har gjort igennem livet. Det får vi lov at lægge fra os.
Aflastning på
dommedag
Der ligger en stor aflastning i det på dommens dag. Den dag
vi dør, skal vi ikke grave de rigtige handlinger frem i os selv. Vi behøver
ikke fremhæve alle vores gode intentioner og gerninger. Vi behøver heller ikke
forsøge at skjule de fejl, vi har begået gennem livet. For vi skal slet ikke
bruge vores egne klæder til noget som helst. I stedet kan vi iføre os Kristi
klæder, få dem pålagt. Svøbe os i dem.
Derfor er der grund
til Jubel
Derfor er der grund til jubel. Vi må råbe vores hosianna,
for vores frelser kommer til os igen i år. Lad os brede vores kapper ud denne
adventstid. Lad os underlægge os Jesus og afgive magten. Lad os gå ind i
gudstjenestens walk in closet og lægge alt vort eget fra os. Vi må få nyt tøj
på. Tøj der frelser os.
Svaret
Så da den ældre afkræftet herre spurgte mig, hvad der sker,
når vi dør. Ja så måtte jeg ærligt svare, at jeg ikke ved det. Og jeg kan
sagtens følge hans bekymring. Angsten for det ukendte. Men jeg tror, Gud vil
være der for os. Jeg tror, han vi tage os hjem til sig. Og vi behøver ikke være
så bekymrede for, om vi nu levede et godt nok liv. For det gjorde vi ikke. I
stedet skal vi lægge kapperne hen på vejen foran æselkongen. Vi kan råbe vores
Hosianna, for vi får ikke løn som fortjent. Vi må iklæde os ham og få evigt
liv.
Amen